Inspirationstur til Esbjerg

Bestyrelsen for foreningen Vores Købmand Stouby var onsdag på inspirationstur til Esbjerg. Tre nyligt åbnede butikker blev besøgt og inspiceret for gode ideer.

Første stop var i en Min købmand i Store Darum lidt syd for Esbjerg. Helt ny butik, bygget på flad mark, ligesom det vi kommer til i Stouby. Her var mange tips at hente i den flotte butik og en yderst imødekommende købmand, der delte ud af alle sine erfaringer. Også her ejer byens borgere forretningen, købmanden lejer sig ind og der er indsamlet fire millioner kroner af de 929 indbyggere til byggeriet.

Andet stop var en Spar i Esbjerg Ø, der er åbnet i en tidligere Lidlbutik. Helt andet byggeri, som ikke ville klæde indfaldsvejen til Stouby, men der blev kikket langt efter pappressen, nedkørsel med læsserampe og den gode plads på lageret.

Turens tredje og sidste stop var i Sønderris i Esbjerg V, hvor en Sparbutik afslørede nogle fine detaljer i murværket og flotte og ordnede forhold allerede foran butikken. Handicapparkering, cykelparkering, haveslange til blomsterne, brede (og mange) parkeringspladser mv. Og inde i butikken ventede der en overordentlig flot butik.

Der blev talt om beklædning, taghældning, m2 butik versus lager, pakke-udlevering og flaskeaflevering, gangarealers størrelse og meget andet. Alt i alt blev der taget mange detaljer med hjem til det videre arbejde. Bestemt en udbytterig tur.

Lignende indlæg