Første nabomøde afholdt

Bestyrelsen for foreningen Vores Købmand Stouby havde inviteret både de borgere, der lige nu bor på de grunde, der er tiltænkt en kommende ny købmandsbutik og dem der til den tid bliver naboer, til et orienteringsmøde om projektets status.
Der var stort fremmøde og helt naturligt mange spørgsmål og bekymringer fra de fremmødte. Formand for bestyrelsen, Just Kristensen indledte med at ridse historien op, og derefter at fortælle om projektets status. Fx at der nu ligger forslag til lokalplan til behandling i kommunalbestyrelsen, forhåbentlig inden sommerferien 2024.
I lokalplanen indgår skitse til placering af butik ved tankstationen på Vejlevej og dermed også forslag til ind- og udkørsel fra butikken, lyskryds til Ællingegade og støjhegn mod naboer. Alt det og meget mere blev gennemgået og drøftet.
Bestyrelsen fik mange spørgsmål om netop støjhegnet og støjniveauet, der kan forventes fra ventilatorer, kølemontre osv. Købmand Chris inviterede naboerne til at komme og lytte ved den nuværende butik, for det er nemlig de samme apparater, der skal flyttes med og de støjer ikke ret meget.
Bestyrelsen gjorde hvad den kunne for at svare og understregede at det bl.a. var Dagrofa, der har været med til at udpege stedet her, som det mest optimale for en placering af butik i Stouby. Mødet sluttede i bedre stemning end det begyndte og enighed så langt at Stouby også skal have en købmand i fremtiden.

