Spændende nyt til generalforsamling

Der har været en del overraskelser i forberedelserne til ny butik i Stouby, fortalte formanden for foreningens bestyrelse, Just Kristensen, da han aflagde beretning for det seneste års arbejde i bestyrelsen, fx om flagremus-optælling og museumsinteresse for de gamle haver, for bare at nævne noget.
Han undskyldte også for at vi reelt har holdt nogle lodsejere som gidsel i den forgangne periode, som ikke har anet om de kunne eller skulle sælge deres ejendom, eller hvad der skulle ske.
Vi har været for optimistiske, måske endda for naive, fortsatte formanden, og vi må indrømme, at vi ikke kan få tingene til at hænge sammen. Når vi kikker på den samlede investering, så er det ikke blevet billigere i den periode, der er gået og vi må konstatere, at det ikke kan lade sig gøre økonomisk at placere en købmand ved tankstationen. Derfor, sluttede formanden, må vi med denne beretning trække vores tidligere forslag til placering af købmand i Stouby og i stedet stille et nyt. Formandens beretning blev godkendt med applaus.
Kasserer Jacob aflagde også årsberetning og fortalte bla. at det har taget TRE måneder at skifte bank for foreningen, og at der derfor har været noget forsinkelse på at få indkrævet kontingentet for 2024. Også hans beretningen blev godkendt.

Derefter fortalte næstformand Linda Peitersen om bestyrelsens nye forslag om at lægge ny butik vest for byen som et “bar-marks-projekt”. Jens Lund præsenterede et meget foreløbigt budget for sådan et projekt pålydende 12,5 millioner kroner. Projektet blev debatteret med salen og fik fuld opbakning ved afstemningen.
Der var i øvrigt genvalg til alle poster og enighed om uændret kontingent for 2025, som kassereren var klar til at udsende opkrævning på allerede i næste uge.
Vil du se alle de slides, der blev vist til generalforsamlingen 2025, så findes de her
