Lokalplan og samarbejder på dagsordenen i juni

Bestyrelsen for Foreningen Vores Købmand Stouby har holdt bestyrelsesmøde 19. juni. På dagsordenen var bla. forberedelse til det møde, vi skal holde med Hedensted Kommune om den kommende lokalplan for området hvor den nye butik kommer til at ligge. Det handler bla. om lyskrydset, til- og frakørsel og adgangsforhold for den 7-akslede lastbil, der kommer med benzin til tanken og om at få så mange af naboønskerne tænkt med ind fra start.
Der blev også tid til at tænke lidt kreativt om bygningens udformning og udseende. Kan der fx tænkes et fyrtårn ind i indgangspartiet? Kan der genbruges sten fra de huse der må rives ned? Kan solceller på taget gøre butikken selvforsynende med strøm om sommeren, hvor der bruges meget energi på køling? Eller skal der græs på taget? Vi må nok indregne at få en arkitekt til at se lidt på alle ideerne, inden vi når så langt.
Derudover var der samarbejde på dagsordenen. Samarbejde med UNO-X og Det Kreative Gartneri, som bliver nærmeste naboer. Bestyrelsen tror på synergi og win-win-faktor for alle parter og glæder sig til de nye naboskaber. Der er aftalt et indledende idé- og samarbejdsmøde mellem købmand og gartneri allerede i kommende uge. Vi ventrer spændt på at se, hvordan de to planlægger at spille hinanden stærkere i fremtiden.
