Bestyrelsen henter stadig inspiration

Varme, byrådsmøde, inspiration og hjemmeside, var noget af det, der var på dagsordenen, da bestyrelsen for Vores Købmand Stouby holdt bestyrelsesmøde 14. marts 2023.

En løsning til hvordan vi, især til sommer, slipper af med varmen fra de nye kølemøbler blev drøftet. Allerede i dag har grøntsagerne det lidt varmt. Så noget må gøres inden det bliver sommer. Bestyrelsen arbejder på at finde en løsning, der kan flyttes med til den nye butik, for det er (også) en stor investering.

Mht. projekt dagligvarebutik ved Vejlevej i Stouby, så er vi nu så langt, at det behandles på Byrådets møde sidste onsdag i marts. Det er næste – og et stort skridt!

Bestyrelsen samler også stadig inspiration fra andre nyrenoverede eller nybyggede butikker. Billederne her er fra Brejning, hvor et par bestyrelsesmedlemmer har været på inspirationstur til. Der var flere løsninger at tage ved lære af.

Ved mødet blev foreningens nye hjemmeside også præsenteret for bestyrelsen. Den hedder www.voreskoebmand.dk Der mangler endnu nogle hjørner, men Rom blev heller ikke … osv. Så vi går i luften 1. april og bygger færdig undervejs. På den måde kan hjemmesiden præsenteres i Stoubybladet, der udkommer 1. april og introduceres på generalforsamlingen 27. april.

Lignende indlæg